Anvendelse af IV væske og anlæggelse af IV adgang
-
Formål:
At sikre, at patienter til enhver tid behandles af samaritter med de rette kompetencer i forhold til opgaven. At sikre at anvendelse af intravenøs (IV) væske sker hensigtsmæssigt og at der kun anlægges IV adgange af kvalificerede personer.
-
Målgruppe:
Samaritter der yder førstehjælp i regi af Beredskabsforbundet Aarhus kreds.
Samaritter uden tilknytning til Beredskabsforbundet Aarhus kreds kan efter individuel vurdering af delegerende læge underlægges denne instruks beføjelser i en nærmere specificeret tidsbegrænset periode.
-
Kvalifikationer:
Anlæggelse af IV adgange må kun udføres af personer som specifikt har fået tilladelse til dette af lægegruppen eller af den ordinerende læge.
Anvendelse af IV væske må kun ske efter ordination. Samaritter der er oplært i anlæggelse af perifer vene kateter (PVK) kan efter ordination fra læge anlægge PVK.
Samaritter uden intern uddannelse kan på baggrund af individuel vurdering af delegerende læge underlægges denne instruks beføjelser i et nærmere beskrevet omfang (f.eks. tid og sted).
-
Rammeordination:
Anlæggelse af IV adgang og anvendelse af IV væske må kun ske efter lægelig ordination.
Ordinationen kan gives som en rammeordination for kvalificerede personer til specifikke arrangementer.
Samaritter kan efter individuel vurdering af delegerende læge opnå fast rammeordination til anlæggelse af PVK og indgift af isotone iv. væsker under hensyntagen til denne instruks. Samaritter med fast rammeordination til anlæggelse af PVK offentliggøres sammen med denne instruks. Rammeordinationen udløber automatisk efter 1 år, medmindre ordinationen redeligeres med fornyelse af instruksen revisionsdato.
For at opnå fast rammeordination laves individuel vurdering af instruksansvarlig læge. For at opnår fast ramme ordination skal samaritteren som udgangs punkt anlagt tre PVK i skarpe situationer under supervision af læge.
-
Indikation:
Enhver patient med behov for IV væske behandling vurderes efter ABCDE-principperne.
IV adgange anlægges ved personer som er akut truet på deres cirkulation mhp. væsketerapi, eller for at kunne give IV medicin.
Væskebehandling har til formål at genoprette cirkulationen og reversere shock. Desuden kan der anvendes IV glukose for at modvirker hypoglykæmi (lavt blodsukker) eller behandles med medicin iv efter lægelig vurdering.
-
Kontra indikationer:
Infektion på indstiksstedet eller svær hæmoragisk diastese (sygdomme med abnorm blødningstendens). Hvis personen er kendt med svære elektrolytforstyrrelser (ubalance i salte), bør man i stedet lade det præhospitale beredskab transportere personen til sygehuset mhp. mere optimal væsketerapi.
-
Forsigtighed:
Bør udvises ved større behandlinger, da det øger risikoen for at skabe en elektrolytforstyrrelse eller uerkendt behandle på en elektrolytforstyrrelse uhensigtsmæssigt. Der må maksimalt indgives 3 liter IV væske til samme patient.
Desuden bør man være sikker på at en IV adgang virker før man behandler med glukose, grundet den teoretiske risiko for hudnekrose (hudcelledød).
-
Bivirkninger:
Ved almindelig behandling: sjældne.
Ved for hurtig korrektion af en hyponatriæmi (for lidt salt i kropsvæsken) kan man risikere at lave svære skader på hjernen i form af irreversibel central pontin myelinolyse (beskadigelse af nerveceller i hjernestammen) (demyeliniserings syndrom) som vil vise sig ved diffuse neurologiske udfald og bevidsthedspåvirkning.
Ved for hurtig korrektion af en hypernatiæmi kan man risikere et svært hjerneødem som kan medføre at personen får svære hjerneskader og dør. Symptomerne vil være faldende bevidsthedsniveau.
Desuden kan der ses forstyrrelser i mængden af kalium, som kan give hjerte-rytmeforstyrrelser.
-
Anvendelse:
Anlæggelse af IV adgange foretages kun af personer som er uddannet til dette, har erfaring og i øvrigt har fået det meddelt at de må gøre det selvstændigt (se rammeordination). Der anvendes udelukkende perifere venekatetre (PVK).
Der anvendes steril teknik med afspritning af det pågældende område, der stases og karret punkteres med den indre nål, adgang sikres og det ydre plastikrør føres ind i karret. Stasen fjernes og PVK’et fikseres, evt. med et støttebind eller selvlukkende bind eller lign, ved svedende personer.
Det er ikke påkrævet at teste et PVK som skal anvendes umiddelbart, da dette kan gøres ved at se om infusionen virker. Forsigtighed bør dog tages ved behandling med IV glukose.
Når en IV adgang skal fjernes, gøres dette under rene forhold, og der påsættes et stykke vat eller lignende.
Behandling med IV væske forgår efter lægelig ordination. Der anvendes som udgangpunkt isoton NaCl med mindre personen har hypoglykæmi (lavt blodsukker), hvor der vælges IV isoton glukose.
Indikationen for behandling er truende shock (puls > 100, systolisk blodtryk < 100 mmHg eller svær bevidsthedspåvirkning). Desuden kan man overveje IV behandling, hvis personen kaster for meget op til at kunne rehydreres oralt.
Behandlingsmålene er
- Blodtryk > 100 mmHg
- Puls < 100
- At personen oplever at skulle tisse
- At personen klinisk tydeligt bliver bedre
Der behandles ikke med mere end 3 liter IV væske, grundet risikoen for at inducere elektrolytforstyrrelser eller at overse en uerkendt elektrolytforstyrrelse. Har personen ikke rettet sig efter 3 liter IV væske, bør videre behandling foregå på hospital.
Der anvendes udelukkende isotone væske i form af isoton NaCl og isoton Glucose.
-
Dokumentation:
Ved anvendelse af IV væske dokumenteres mængde og adgangsvej i patientens samaritter journal. Desuden dokumenteres blodtryk, puls og respirationsfrekvens mhp. behandlingsrespons.
Anlæggelse af IV adgang dokumenteres ligeledes.
-
Ansvarsforhold:
Delegation i denne instruks påhviler den delegerende læge under forudsætning at instruksen overholdes af samaritter.
-
Videredelegation:
Videredelegation af kompetencer efter denne instruks må ikke finde sted.
-
Retsgrundlag:
Bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed). Læs bekendtgørelsen her.
-
Referencer:
-
Delegation er godkendt af:
Læge Kristian Groth, aut. ID 064T1
-
Fast ramme ordination:
Fast ramme ordination til anlæggelse af PVK og indgift af isoton NaCl og Isoton Glucose gælder for følgende samaritter. Ordinationen gælder et år fra denne instruks revisionsdato:
